













Overskrift: Selvbygget terrasse – stor forandring med lille budget
Stemmer: 0
Kategori: Terrasse
Visninger: 142
Beskrivelse: Da min mand og min far udtænkte og byggede vores terrasse, vidste vi ikke, at den ville forandre vores helt almindelige 70’er-hus så meget, som den har gjort. Terrassen er bygget op i niveau med vores terrassedør og er blevet en skøn forlængelse af vores køkken-alrum. Den er dejlig at kigge ud på året rundt, og den giver os mulighed for at udnytte vejret i højere grad end tidligere. De behagelige brædder og de mange gode kroge og siddepladser på terrassen gør, at vi faktisk kan bruge den fra de første lune solstråler i februar-marts til de sidste lune solstråler i oktober-november. Vores terrasse på cirka 60 kvadratmeter (plus trin) er bygget ud fra et lidt stramt budget, og den er tilpasset efter husets og havens niveauforskelle. På grund af det begrænsede budget, er den bygget af trykimprægneret fyrretræ, der efterfølgende er behandlet med terrasseolie – med lidt pigment i for både at bevare et varmt udtryk og beskytte træet ekstra. En stor del af terrassens skelet er bygget oven på den eksisterende fliseterrasse fra 1970’erne. Tre detaljer ved terrassen, som vi også sætter pris på: 1) Vores levende hegn i form af en kirsebær-laurbær-hæk for enden af terrassen giver både læ og er grøn og smuk året rundt. 2) Trinene ned til græsplænen hele vejen rundt om terrassen giver os mange ekstra siddepladser. 3) Markisen, som vi har været heldige at arve, kan skærme for sol, dug og stille regn, og den indrammer vores sofahjørne.


